airplanebooksbriefcase business cogs cross election entertainment fish house law lockmedicalpeopleselfservices socialtax

Ny med diabetes

Som ny med type 2-diabetes er det vigtigt, at du tænker din nye hverdag grundigt igennem. Diabetes forsvinder ikke, hvis den først er konstateret. Det er en sygdom, du skal leve med resten af livet – en ny livsbetingelse, en ny livsledsager.

Du kan sagtens have diabetes og have haft det i mange år uden at mærke noget til sygdommen. Derfor kan det også komme som et chok for nogen og være svært at erkende, at de har diabetes, selv om diagnosen er stillet.

Men selvom det måske tager tid at forstå, at du har en kronisk sygdom, så får du hurtigere en almindelig hverdag, hvis du erkender sygdommen og passer på dig selv. Derfor handler det om, at du både på kort og på langt sigt får taget de nødvendige beslutninger omkring dit liv og din hverdag – og bagefter efterlever dem. Så er du til gengæld godt på vej mod et godt liv med din diabetes.

Ha' dine omgivelser med

Fortæl dine nærmeste – familie, venner, kollegaer – om din diabetes, så de har mulighed for at forstå, hvor vigtigt det er for dig, at du får nye vaner, når det handler om mad, fysisk aktivitet, rygning og alkohol. Måske er det svært at få dine nærmeste til at forstå, at du er nødt til at tage nogle væsentlige beslutninger omkring din livsstil. Alligevel og netop derfor er det vigtigt, at du fortæller dem om din diabetes og de beslutninger, du er nødt til at træffe, hvis du skal forblive sund og rask. Dine livsstilsændringer vil blive meget lettere, hvis din familie og venner bakker op om dem. Den livsstil, som du som diabetespatient anbefales, er ikke forskellig fra den livsstil, som generelt anbefales.

Livsstilssygdom

Nogle patienter føler, at de selv er skyld i deres sygdom. Men udtrykket livsstilssygdom er ikke rettet mod den enkelte. Fra tidernes morgen er vi bygget til et fysisk aktivt liv med en grov og forholdsvis uforarbejdet kost, men i dag er det stillesiddende liv med kalorierig mad blevet det almindelige.

 

Et liv i balance
Det er vigtigt, at du spiser fornuftigt og bevæger dig hver dag – det er vejen frem, når du har diabetes. Du får hurtigt mere energi, og den sundere levemåde hjælper dig med at få styr på dit blodsukker og blodtryk. I det følgende kan du læse, hvor du med det samme kan tage fat med nogle få og enkle – men til gengæld væsentlige ændringer – så du kan leve et liv i balance med din diabetes.
Bevæg dig hver dag
Ernærings- og Motionsrådet anbefaler at du bevæger dig 1 time om dagen. Det svarer til 10.000 skridt om dagen. Du kan få en skridttæller hos sundhedsvæsenet og med den kan du holde øje med om du er fysisk aktiv. Det er også vigtigt at du bliver forpustet hver dag i forbindelse med din fysiske aktivitet, da det styrker dit kredsløb.

Hvis du ikke er vant til at bevæge dig så ofte, så start med at købe et par gode sko og noget behageligt løst tøj. Det er vigtigt, at du kan bevæge dig frit i tøjet, og at skoene støtter godt og har en god sål.
Indkøbsguide

Indkøbsguiden er en hjælp til valg af sunde produkter, når du handler. Find varens tal i varedeklarationen og læs mere i Livsstilshåndbogen.

Hvis humøret svigter
Det er forskelligt, hvordan folk reagerer, når de får at vide, at de har diabetes. Nogle mennesker får naturligvis et stort chok og ved ikke, hvordan de skal forholde sig til deres nye situation. Andre reagerer ved straks at gøre alt, hvad de kan for at tilpasse sig de nye omstændigheder. Der findes ikke en rigtig og en forkert måde at reagere på.

I starten kan det være svært at erkende, at man har en alvorlig kronisk sygdom, når man ikke nødvendigvis kan mærke sygdommen i det daglige.

En almindelig reaktion er at benægte, at der er noget galt og sige til sig selv, at det jo kun er et let forhøjet blodsukker og ikke diabetes. Efter et stykke tid erkender de fleste, at de har sygdommen og begynder at gøre noget aktivt i forhold til sygdommen, så de får den under kontrol.

Men det kan være svært at leve med en kronisk sygdom – dag ud og dag ind, året rundt, hele livet. Sygdommen griber ind i store dele af dit liv, stiller mange krav og byder på nye udfordringer i hverdagen. Samtidig bekymrer mange sig om fremtiden.

Vi ved da også, at der er større risiko for at blive deprimeret, når man har diabetes. Depression kan komme til udtryk ved, at man eksempelvis føler sig træt, energifor- ladt, nedtrykt og måske magtesløs eller opgivende. Hvis du har det sådan, er det en god idé at tale med din behandler om det. Tag gerne en pårørende med til samtalen, så de bliver inddraget og bedre kan støtte dig.