Diabetes er en kronisk sygdom, som kan ramme både børn og voksne, tykke og tynde. Type 2-diabetes er den mest udbredte diabetestype. Tidligere blev den kaldt gammelmandssukkersyge, da den primært ramte ældre. I dag er betegnelsen misvisende, da type 2-diabetes også rammer yngre personer.
Symptomer på type 2-diabetes
Symptomerne på type 2-diabetes skyldes de ophobede sukkerstoffer i blodet. Symptomerne er svage og udvikler sig gradvist over lang tid. De misforstås ofte som generelle skavanker.
Symptomerne kan være:
- Tørst
- Hyppig vandladning
- Kløe
- Infektion i hud og slimhinder
- Kvalme
- Træthed
- Føleforstyrrelser
- Synsforstyrrelser
- Vanskellig heling af sår
- Forringelse af den almene helbredstilstand